En lille introduktion

I takt med, at de danske aviser bliver digitaliseret har jeg - for underholdningens skyld, og fordi mange af de forfattere, jeg interesserer mig for, ofte er udgivet som avis- og bladføljetoner på dansk - gennem efterhånden flere år fremstillet lister over det skønlitterære indhold i aviser og blade. Det har været - og er stadig - på mange måder en spændende odyssé, også ud over romanerne: en slags rejse gennem Danmarks- og verdenshistorien, ikke mindst gennem Flensborg Avis, Politiken og Ekstra Bladet, hvis arkiver er tilgængelige helt fra deres start og til dags dato ( de to sidstnævnte mod abonnement).

Listerne er sikkert fyldt med fejl, og er ikke komplette; det let at overse noget, når man „bladrer“ årgang efter årgang igennem, især hvor redaktørerne har fyldt de almindelige spalter ud med småhistorier - ofte af den kendte og meget produktive forfatter „Anon“. Derudover er de danske aviser i Avisdigitaliseringsprojektet kun tilgængelige på Internet indtil indeværende år minus 100, og for så vidt angår Politiken og Flensborg Avis har jeg valgt at stoppe omkring 1948-50. Ekstrabladet begrænsede sig selv, da man stort set ophørte med at have føljetoner og noveller omkring 1920.

Derudover har mange blade i perioder haft forskellige tillæg - fx. Politikens Magasinet og Flensborg Avis' Nordslesvigsk Søndagsblad og Børnebladet. Det er ofte ret spredt, hvad der findes medtaget i arkiverne af disse tillæg, og bortset fra Magasinet hvor der „kun“ mangler de første 2-3 årgange - hvis indhold til dels har kunnet findes i de „forskræp“, der var om lørdagen i bladet -, er de listninger, jeg har medtaget, mest at opfatte som „spredte fund“ Ligeledes er føljetonromaner, som helt eller delvis medfulgte aviserne som særlige tillæg åbenbart ikke været anset for bevaringsværdige, og er ikke medtaget i Mediestreams online-arkiv. Om de findes i de fysiske udgaver, som man efter scanningen har solgt eller smidt ud, skal ikke kunne siges.

Se mere under det enkelte blad.

Skulle du finde på at begynde at læse nogle af de gamle værker, anbefales det, at du starter med at tjekke om alle udgaver af avisen i den periode, føljetonen har kørt, er til stede - det er pokkers irriterende, når det mest spændende sted eller måske endda slutningen mangler, efter at man har gravet sig igennem et halvt hundrede aviser med frakturskrift …

Dette er - som det vel fremgår - ikke noget definitivt eller afsluttet værk, der bliver løbende lagt nye ting på - og finder du fejl, eller har du lyst til at bidrage med supplerende/grundigere listninger, er du velkommen til at kontakte mig via kontaktformularen på min generelle hjemmeside.

Der er i øvrigt anvendt oplysninger fra

De danske aviser – Hjemmesiden, som blev drevet af Det Kgl. Bibliotek, er nedlagt – på trods af, at den blev brugt som opslagsværk mangfoldige steder, ikke mindst i bibliotekets eget projekt Mediestream. Enkelte sider er bevaret i Archive.org's Time Machine, men selv om de er vældig glade for sig selv som kulturbevarere, har de ikke formået at gemme hele værket :o(

Statsbiblioteket i Århus - Avisdigitaliseringsprojektet

samt fra Wikipedia og den enkelte avis' hjemmeside (hvis den stadig udkommer).



Hvad sker der?

Tilføjet listninger for 1923

Berlingske Tidenden, Berlingske Aften, Bornholms Tidende, BT, Demokraten, Fyns Venstreblad, Isefjordsposten II, Kolding Folkeblad, Lemvig Avis, Lolland-Falster Socialdemokrat, Morsø Folkeblad, Nationaltidende, Skagens Avis, Socialdemokraten, Sorø Amts Dagblad/Slagelseposten, Vestkysten, Ærø Avis, Østsjællands Folkeblad og Aarhus Stiftstidende er forøget med listninger for 1923.

06/02/2023 17:20 · Kim N. Jensen

Lolland-Falster Social-Demokrat

1901-1922 indlagt.

16/12/2022 21:53 · Kim N. Jensen

Ny: Nykjøbing Avis

Nykjøbing Avis (Odsherreds Tidende) 1858-1884 (det tilgængelige i Mediestream) indlagt.

07/12/2022 16:48 · Kim N. Jensen

Horsens Folkeblad

Listning af Horsens Folkeblad 1866-1922 oprettet.

16/10/2022 14:18 · Kim N. Jensen

Skanderborg Avis

Tilføjet listning af indhold fra Skanderborg Avis – igen en kortlivet affære, som kun holdt i små 7 år fra 1868 til 1874.

24/09/2022 16:39 · Kim N. Jensen
start.txt · Sidst ændret: 07/12/2022 16:55 af Kim N. Jensen
CC Attribution-Share Alike 4.0 International
Driven by DokuWiki Recent changes RSS feed Valid CSS Valid XHTML 1.0